Når man kører ud af Østerskovvej i Simmersted, står der på vejens højre side, ca. 2 km i retning mod Hjerndrup, en lille undseelig sten -ikke nogen mindesten men en lille sten der vækker minder om Maugstrup kommunes vejmand, Fritz Potschkat. Den oprindelige vej drejede her næsten vinkelret, hvilket mange trafikanter overså, og det medførte at de kørte ligeud og havnede i byens rakkerkule* som lå ret forude. Fritz mente at en markering af svinget kunne forhindre dette og satte omtalte sten, som dengang var fin rød og hvidmalet.

Fritz stammede oprindelig fra Kraupischen i Østpreussen og den tyske grundighed havde han taget med. Langs kommune-vejene, som dengang for meste var grusveje havde han placeret små bunker med grus, og var der blot antydning af et hul i vejen blev det lappet omgående.

Vintervedligeholdelsen af datidens vejen var vanskelig, ved de fleste veje var der levende hegn på begge sider, og en snestorm kunne lukke det hele på meget kort tid. Det krævede derfor en kæmpe indsats at holde vejene farbare når der var meget sne. Så var det Fritz og Anton Nørgaard gik i gang med sneploven. En plov der var monteret på Antons fladnæsede Fordson lastbil, og hvor højde-justeringen af ploven foregik ved at Fritz sad på lastbilens køler og drejede på et hjul, hvilket medførte at han som oftest var fuldstændig indhyllet i sne og is.

Fritz og hans kone Louise, i daglig tale kaldet Lisbeth, boede i starten på Dortheasminde på Harken og byggede senere hus i Simmerstedholm. Parret nød stor respekt i blandt byens befolkning på grund af deres væremåde og store arbejdsindsats.

Fritz havde en vis stil over sig og optrådte altid meget korrekt -men en nytårsaftensdag gik det galt, det var sædvane at man på årets sidste dag mødtes om formiddagen hos købmanden for at drikke en øl, men et år gik det galt, det var blevet til lidt for mange øl og Fritz var blevet lidt svimmel. Købmanden Calle Schultz mente det nok var det sikreste at køre ham hjem hvilket han tog imod dog ville han godt sættes af lidt før huset, så han kunne ankomme lidt mere diskret.

Hjemme ventede fru Lisbeth og stemningen var ikke god, den var faktisk rigtig dårlig og han blev forsynet med en stol og en spand og derefter placeret i et uopvarmet udhus. Her kunne han så sidde i kulden og dampe af. Det resulterede da også i at han fik en slem lungebetændelse som nær havde kostet ham livet.

I dag står Fritz’ sten upåagtet i vejsiden, overbegroet af mos og alger og minder os om en vejmand der ikke accepterede huller i vejen -og det er jo nok noget der hører fortiden til….

Erindret og skrevet af Jørgen Nielsen. Trykt i årsskrift 2017.

*) Iflg. Den Danske Ordbog.: område, især i form af en større, naturlig eller gravet fordybning i jorden, hvor rakkere henkastede deres affald (og havde deres bolig)