Avisudskrift 1931: Jens Fuglsang, Mariegaard fortæller.

Smaatræk af et langt, virksomt liv i Landbrugets, Danskhedens og Kirkens Tjeneste.

Ved Sparekassen for Haderslev Bys Omegns 75 Aars Jubilæum fornylig savnede man en af Sparekasseledelsens gode, trofaste Støtter gennem mange Aar, Gaardejer Jens Fuglsang, Mariegaard. Skønt han med Liv og Sjæl følger den Institution, som i Aarevis har nydt godt af hans Vaagne Interesse og ogsaa paa Mærkedagen fra ham modtog en venlig Tanke, saa gjorde den høje Alder sin Ret gældende, naar der var Tale om Færden udendørs paa en barsk Aarstid.

Mens Jens Fuglsang blev husket ved Festen paa ”Harmonien”, hvorfra Direktør P. Grau sendte en Haandskrivelse med Forsamlingens og sine egne hjertelige Hilsener.

Nu staar Jens Fuglsangs 89 aars fødselsdag for Døren – den 6. november – og da er der mange, der vil sende den gamle Hædersmand paa Laurids Skaus prægtige, gamle Gaard paa Bakken Nord for Byen en Hilsen og en varm Tanke.

Jens Fuglsang sidder i sin egen store, lune Stue paa Mariegaard, hvis Liv pulser om ham og i Strejf passerer hans Vinduer. Af og til gaar Stuedøren op, og Slægtens yngste, lyslokkede Pode pludrer en Stund med Bedstefaderen i Sofahjørnet; men ogsaa gamle Venner finder Vej til Stuen. I Selskab med en af disse aflagde vi Jens Fuglsang et Besøg, og den Gamle fortalte med synlig Fornøjelse Træk af sit Liv, som han har bevaret frisk og levende i sin vidunderlige Hukommelse.

Holstensk Drift kunde ikke forrente Drenderupgaard

Jeg skulle have mødt paa prøjsisk Session den 15. januar 1867, fortæller Jens Fuglsang; men jeg tog et Udvandrerpas og drog til det gamle Land. Der blev jeg i tolv Aar.

Jeg var først bestyrer paa Drenderupgaard i Ødis-Bramdrup. Det hed sig at en Holstener købte Drenderup-gaard omkring 1850 med 350 tønder Land for 50,000 Daler Courant. Han byggede 6 Tjenestefolkboliger paa Holstensk Manér og drev Ejendommen som dernede i det sydlige. Men den driftsmaade kunne ikke forrente Gaar-den, saa Holsteneren gik konkurs. Saa købte fire Bønder Drenderupgaard for 48,000 Daler Courant, og jeg drev den. Paa den Gaard var det, Ridder Adelsbrandt huserede for 300 Aar siden, da det meste endnu var bare Skov og Sø der paa Egnen.

Ridder Adelbrandts Hoved i Skrivepulten

Jeg husker endnu sagnet om denne Svirebrors Frieri til Jomfru Antolille paa Fovslet, af hvem han fik svaret: ”Hr. Adelbrandt, min Moder har saa liden en Hund, den er Hr. Adelbrandt saa lig om hans Mund.”

For det Svar svor han Hævn og løj sig død. Saa vovede Jomfruen sig til Ødis Kirke, men blev ranet af Adelbrandt og hans Bande paa Kirkevejen og slæbt ved Haaret efter hans Hest til Drenderup. Men da var hun død. Adelbrandt fortrød sin udaad og tog sig af Dage. Derefter var der spøgeri paa Gaarden, hvorfor de gravede Adelbrandts Benrad op og anbragte den paa Gaarden, hvor den var, da jeg kom dertil. Hovedet laa i en Skrivepult; men da de vilde flytte det væk, snuppede jeg det og lagde det i en Kasse med Skod. Eleverne fra Højskolen kom jævnligt for at se den grumme Adelbrandts Hovedskal.

En spændende handel om Mariegaard

Fra Drenderup tog jeg til Harts Minde, hvor jeg var i fire Aar. Men saa skulle jeg være dansk Soldat. Min Aargang havde dog endnu Ret til at stille en anden for sig, og det gjorde jeg og gav ham ti Daler maanedligt derfor. Men da min Løn var paa 1200 Daler om Aaret, var det jo ingen daarlig forretning for mig. Efter at have bestyret Emdrup Ladegaard ved København vendte jeg tilbage og overtog Forpagtningen af Kjerulfs Minde i Hjerndrup Sogn i tolv Aar. Saa var det, at det trak op til Handelen om Mariegaard i Gammel Haderslev. Amtsforvalter Laurids Skau havde jo købt Gaarden i 1855; ved sin død i 1864 efterlod han sig 3 sønner, hvoraf den ene var Løjtnant; men karakterstærke var der ingen af dem, der var. To af sønnerne døde kort efter; Gaarden gik derefter over til den søn, der havde studeret Jura. Kandidaten, som han kaldtes, var gift med Forstraad Schrøders Datter; men det gik tilbage med driften; de gik fallit. Saa overtog Forstraaden Mariegaard og drev den ved en bestyrer. Det gik ikke saa heldigt; der blev sat Gæld Aar efter Aar.

Forstraaden havde hørt, at jeg havde en udmærket god besætning paa Kjærulfs Minde, derfor kom han en Søndag kørende til Hjerndrup for at se min besætning og de mange Svin. I 1883 – 84 havde vi 9000 Mk. Fortjeneste af Svinene alene. Forstraaden spurgte, hvor længe jeg havde forpagtet Kjerulfs Minde, og forslog mig at komme over og købe Mariegaard. Ja, naar man havde Penge, sagde jeg.

Saa tag Forpagtningen! svarede han; han vidste ikke, jeg havde formue. Vi flyttede imidlertid til Skolegade i Haderslev, og saa forhandlede jeg for Alvor med Forst-raaden paa ”Harmonien” om Mariegaard. Handelen begyndte ved 220.000 Mk. Da vi var naaet ned omkring 170.000 Mk. vilde Brygger Fuglsang ogsaa købe Gaarden. Det vidste jeg ikke. Men saa skete der noget, som jeg ikke ventede. Det var Jacob Bruhn, Bramdrup, Falle Bruhns Fader, der var kendt for sit tyske Sindelag, der kom og sagde til mig:” Bryggeren siger, at nu har Jens Fuglsang faaet Værdien saa langt ned, at vi (Tyskerne) nu kan tage den.” Det var et nobelt træk af Jac. Bruhn. Kort efter var Handelen klappet og klar.

Valgt til Kirkeældste – med dansk Forhandlingssprog

Der var et aar, hvor jeg var opgivet af Lægerne i Haderslev. De havde vist glemt det gamle Ord om Ugræsset! Jeg lod mig saa undersøge af Professor Reis i København, og han anbefalede mig at rejse til Valdres i Norge. Inden jeg rejste, spurgte Pastor Prahl Dr. Magaard om mit helbred, og doktoren svarede: ” Han kommer ikke levende hjem!” – Naa, jeg var siden i Norge og kom hjem og naaede de 89!

Pastor Prahl kom en Gang og vilde tale med mig under fire Øjne. Jeg var valgt til Kirkeældste i Gammel Haderslev; om jeg vilde tag imod Valget? Jeg sagde ham: ”Det undrer mig, at jeg er valgt, da det er de samme Folk, som har sat mig ud! Jeg vil sige Nej, fordi der er tysk Forhandlings-sprog, og jeg vil ikke sidde og nikke og sige Ja og Amen til noget, jeg ikke forstaar!” Pastor Prahl svarede: ”Ja, De er valgt enstemmigt. Og jeg lover, at Møderne skal blive paa Dansk, for de kan alle ligesaa godt Dansk om Tysk!”

Saa tog jeg imod Valget. I Forsamlingen sad Kancelliraad Christiansen, Købmand Jøhnk, Murermester Raben og jeg som de eneste Danske. Ved første Møde gjorde Pastor Prahl opmærksom paa, at der skulde forhandles paa Dansk. Raben, som dog ikke kunde meget Dansk, talte alligevel Tysk. Saa lettede jeg i Sædet og vilde fortrække; men Pastor Prahl lovede straks at oversætte. Saa maatte de finde sig i, at Pastor Prahl oversatte Rabens Tysk. Det gik uden Mislyd i den snes Aar, jeg var Kirkeældste, selvom jeg altid sagde min Mening rent ud fra den allerførste Gang, vi havde Møde.

I Kampen om Jorden

Jens Fuglsang gør et Stands, da Kaffen kommer ind, og vi snakker om Dagens Hændelser og Byens Liv. Et langt Livs

Forløb lader sig heller ikke oprulle ved et Eftermiddags-besøg.

Jens Fuglsang er født på Klostergaarden i Maugstrup i 1842

Det vil ogsaa være i frisk Minde, med hvilken Kærlighed gamle Jens Fuglsang omfatter sin Sognekirke. Det staar saa afklaret i Erindringen, hvorledes Fuglsang modtog Indsamlerne til Rejsning af Taarnet paa Gammel Haderslev Kirke. De var lidt matte, da de kom til ham, og noget tvivlraadige om, hvorvidt det nødvendige Beløb kunde naas, da Fuglsang roligt lagde Haanden over Listen og sagde: ”Jeg giver Resten”.” – Det var jo ikke nogen almindelig lille Rest, Fuglsang gav.

I Byens Liv kom Fuglsang bl.a. ogsaa til at gribe ind som Følge af sin Tilknytning til Sparekassen for Haderslev Bys Omegn. Ved Aarhundredskiftet, da Sparekassens Organisation ved den Tyske Borgerlige Lovbogs Indførelse maatte omdannes, indtraadte Jens Fuglsang i Sparekassens første Tilsynsraad. Da Sparekassen tyve Aar senere skulde omdannes endnu en Gang og føres tilbage til det, den oprindelig var, en baade i indre og ydre Forstand dansk Sparekasse, fik Jens Fuglsang sæde i den første Bestyrelse.

Ikke alene for sit eget Vedkommende bevarede Jens Fuglsang en stor dansk Gaard paa danske Hænder; hans eneste Datter er gift med en dygtig dansk Landmand, som til sin Tid vil overtage Gaarden. I Jordkampen i videre Forstand tog Jens Fuglsang aktiv Del, da det efter Aarhunderedskiftet kneb med at redde danske Gaarde. Der var da en Aarrække, hvor en Kreds af fremragende Københavnere aarligt sendte 100,000 Kr. til Landsdelen som Hjælp i kampen om den danske Jord. Ved Fordelingen af disse Midler var Jens Fuglsang, Mariegaard, og grosserer Julius Nielsen, Damager, ikke blot Raadgivere, men virksomme Fordelere; et vanskeligt og ansvarsfuldt Hverv, som var i gode Hænder hos disse udmærkede danske Mænd.

Aarene er gaaet; de har bragt deres Storme; men den gamle danske Eg er ikke ribbet for sine Blade. Jens Fuglsang har Livsens Kraft i Behold; Øjne som ser dybt og mildt, et smil som vinder og binder, og et hjerte som banker varm.