Skrevet af Jens Kræmer, Haderslevvej 19

Indledningsvis vil jeg nævne, at da krigen sluttede i 1945 var jeg kun 4 år. Denne unge alder til trods, så er der alligevel en del ting, som står lysende klart i erindringen. Den ting som jeg nok husker tydeligst er at den tyske besættelsesmagt havde lagt beslag på den ene ende af vores stuehus. Dette blev brugt som en slags hovedkvarter for Maugstrup og omegn.

Vores stuehus var af den lange smalle model, som var meget almindelig på denne tid. Der var 2 døre ud mod gårdspladsen og en havedør i den anden side. Denne havedør var jo som lavet til formålet, tyskerne havde egen indgang og rådede over de 3 rum der var nærmest havedøren. I rummet med havedøren stod der et skrivebord og bag dette, sad der en tysk officer en feldwebel eller hvad han nu kaldte sig. På skrivebordet stod der bl.a.  den for ham uundværlige radio. De to bagvedliggende rum blev brugt som soverum eller til opbevaring. Til dette hovedkvarter var der døgnet igennem en livlig trafik af officerer i biler og ordonanser på motorcykler.

I befolkningen var tyskerne jo forhadte, men overfor mig som lille dreng, var de smilende og venlige, når jeg engang imellem havde vovet mig op i nærheden af havedøren. Mine forældre havde også et tåleligt forhold til tyskerne, men min mor sagde altid til mig; ”Du går ikke derop”.

En anden ting som jeg husker  er at min far blev opfordret til at lave et beskyttelsesrum. Det skyldtes, at de allierede styrker havde planer om, at bombe de tyske styrker i Sønderjylland fra luften. Min far valgte, at lave dette beskyttelsesrum op mod et levende hegn ca. 100 meter fra gården. Han gravede et firkantet hul i jorden så stort, at vi kunne opholde os der, hvis det blev nødvendigt. Hullet skulle så dækkes til med et eller andet som jeg ikke husker.  Far nåede aldrig at blive helt færdig med beskyttelsesrummet, for inden han nåede så vidt, kom den lykkelige meddelelse fra London, at tyskerne havde overgivet sig.

En anden og meget spændende ting jeg husker var, når vi om morgenen stod op og jeg skulle ud og samle stanniol-strimler, som var faldet ned fra luften i nattens løb. Det var de engelske bombefly, som på deres natlige togter smed disse strimler ud for at vildlede de tyske jagerfly, når de blev angrebet af disse. Der gik ligefrem en hel sport i, at samle så mange af disse strimler som muligt.

En anden oplevelse jeg også vil nævne, var en dag jeg løb rundt nede i haven. Pludselig begyndte et skyderi oppe i luften. Det viste sig at være en luftkamp mellem tyske og engelske jagere. De cirklede rundt efter hinanden, mens maskingeværerne hamrede løs.

For mig var det en yderst interessant oplevelse at overvære denne duel, men da min mor opdagede hvad der var gang i, så blev jeg skyndsomst halet indenbords.

Under krigen var der ikke den overflod af dagligvarer, som vi kender i dag. De fleste ting var rationeret og derfor kunne hver husstand få tildelt et antal rationeringsmærker, som der så kunne købes ind for. Nogle handlede med mærkerne, andre byttede sig tilrette, men man fandt ud af det.  En af de ting som man sjovt nok kunne købe for mærkerne var chokolade. De benyttede min mor sig af og jeg husker tydeligt, at de var et absolut højdepunkt, når hun om aftenen før sengetid fandt æsken med de fyldte chokoladeskildpadder frem.

Endelig kom så den tyske kapitulation. Jeg husker tydeligt den glæde og lettelse der var hos mine forældre. Det var en dejlig maj aften ca. ved spisetid, at det glade budskab kom over radioen fra London, at tyskerne havde overgivet sig. Lidt hen på aftenen gik min far op til tyskerne i den anden ende af huset. Hvad hans ærinde var ved jeg ikke, men tyskerne havde åbenbart ikke hørt meldingen fra London. Da han gjorde dem bekendt med, hvad han havde hørt blev han overfuset og nærmest smidt ud. De troede ham ikke, han måtte være splittergal. Det var for dem en helt utænkelig tanke, at deres landsmænd havde overgivet sig.

Længere hen på aftenen erfarede de sandheden fra deres overordnede og måtte slukørede erkende, at den desværre var god nok. Om morgenen var de væk og for en dreng interessant tid var dermed slut.

Det var også slut med mørklægningsgardinerne. De havde været påbudt i krigens sidste tid. Dem hev min mor ned en af de første dage efter befrielsen. Det gjorde hun med en bemærkning om, at nu gik vi forhåbentlig lysere tider i møde.