Tyskerens unger

Fortalt af Leif Boulund

Vi boede i ledvogterhuset i Kestrup, det er der ikke mere. Det lå på højre side lige efter tunnelen når man kom fra Maugstrup af.

Vi var 9 børn og det var et lille hus så vi lå tæt. Der var et værelse på loftet, hvor vi børn sov. De 2 yngste lå nedenunder i soveværelset hos min mor, hun fødte jo snart hvert år. Jeg var den anden ældste, jeg har en søster der er ældre hun var på Lertegård og tjene.

Jeg er født i 1936 og kom i tysk skole i Sommersted, der hvor Sommersted Efterskole i mange år havde til huse. I januar/februar 1943 var jeg 7 år og det var hen på aftenen en aften. Min mor havde lige sagt at det var sengetid, men jeg ville ikke i seng endnu. Jeg ville vente på min far Johannes Jørgensen. Han var ikke kommet hjem endnu, han var vognmand.  Han havde både en lastbil og en personbil.  Han var en god far, og jeg ville gerne være oppe til han kom hjem. Det fik jeg lov til.

Min far var Hitler mand og han kørte for tyskerne. Det gik jo ud over os – vi var tyskerbørn. Min mor var ikke nazist, hun var meget dansk af sind, men samtidigt meget glad for min far.

Omsider kom min far og vi sad alle 3 i stuen. Jeg sad i sofaen og min mor sad ved kakkelovnen og min far havde sat sig for bordenden ca. 1 meter fra mig. Pludselig lød en række høje knald, tapet og cellutex plader blev skudt løs.

Jeg blev ramt i brystet, i benet og i hovedet. Mine forældre blev ikke ramt. Jo min far fik vist en vindueshaps i hovedet. Min mor sad helt blå i hovedet, jeg kan se hende endnu. Hun fik et chok.

Min mor kom sig aldrig over chokket. Hun blev nervøs og fik for højt blodtryk, det havde man ingen medicin for dengang. Hun døde af en hjerneblødning kun 36 år gammel i 1950.

Den aften efter skyderiet kom der doktor. ”Ja jeg har glemt både saks og gaze, for det skulle jo gå hurtigt, så jeg kører igen. Min far fandt senere ud af at han nok var med i den gruppe af sabotører der skød den aften, så de var nok ligeglad med mig.

Senere kom han tilbage og sagde at der desværre ikke var plads på amtssygehuset, for jeg skulle jo ses efter. Så vi er nødt til at forbinde dig her, så det gjorde han så. Han pillede ikke kuglerne ud, så jeg har stadig en 9 mm kugle i brystet og i benet.

Han forbandt det og så sagde han; ”så Leif nu kan du godt skrub af i seng” og idet jeg rejser mig giver han mig et klap i røven.  Og jeg falder lige så lang jeg er for jeg har jo ingen følelse i benet. ”Nå for søren skal vi have mere plaster frem” siger han så og så får jeg et stykke mere på og så humper jeg jo så op ad trappen.

Bagefter skulle der jo komme en doktor og se til mig. Min far ville have at det skulle være en tysk doktor, og det blev så en dyrlæge fra Sommersted. Han kom hver 2. dag og ham var jeg glad for, han var tysk soldat. Tyskerne havde mange heste i Sommersted, så derfor var der en dyrlæge.

Min far stolede ikke på de danske læger, han mente at både doktoren i Jels og doktoren fra Sommersted var med i den modstandsgruppe. Jeg ved ikke hvorfor de skød mod huset den aften, men jeg tror det var, fordi han ikke lagde skjul på sin begejstring for Hitler. Jeg tror ikke at det var fordi han angav nogen, at de skød den aften.

Jeg kender ikke grunden til at de netop den aften skød mod vores hus. Det var en lørdag, og der skete ofte at nogen luskede rundt om vores hus om lørdagen. Det skete i hvert fald flere lørdage i træk kan jeg huske at min far bemærkede. Det var kun om lørdagen han var hjemme og det var jo nok ham de ville have ram på. Jeg tror ikke det var mig de ville ramme.

Min mor hed Kristine og var født Boulund, hun døde kun 36 år gammel i 1950. så der var sort sørgedug på bordet da jeg blev konfirmeret i Jegerup 14 dage efter begravelsen, det var den 2. april 1950. Det var ikke nogen munter konfirmation.

Så stod min far med 9 børn og de kom fra børneværnet og ville have alle på børnehjem. Mig tænkte de jo ikke på for jeg skulle jo ud at tjene hos bønderne d. 1. maj. Jeg var 14 år og ikke ret stor. Mine søskende kom i pleje hos familie.  Min far var indlagt på sygehus i Gram i 7 mdr., han var ikke rask, det var noget med stofskiftet.

Jeg kom ud og tjene ved Holger Schmidt i Maugstrup. Han var så sur, kan jeg huske. På alt og alle husker jeg det som. Jg var kun 14 år og jeg blev vækket kl. 5 om morgenen og sendt afsted efter køerne. Arbejdsdagen sluttede ved 18-18.30 tiden og det var en lang dag. Jeg var der i sommermånederne. Jeg mugede og strøede hos grisene og så skulle jeg drive køerne ud på marken på Maugstrup Vestermark. Der havde han forpagtet et stykke jord og der skulle køerne ud hver dag. Der var langt og jeg skulle bruge min nye cykel.

Jeg havde jo fået mange penge til konfirmation, medlidenhedsgaver. Doktoren fra Jels gav mig over 100 kr. jeg kan ikke huske om det var 125 kr. men det var mange penge jeg fik. En gammel kone Marie Warncke gav mig 70 kr. Så jeg fik i alt penge nok til en ny cykel og noget arbejdstøj.

Min far kom i Frøslevlejren i 14 måneder. I den tid fik min mor socialhjælp. 90 kr. om måneden til 9 børn. Om sommeren hjalp jeg til i mosen med tørv, det gav 17 kr. om dagen. Så jeg har arbejdet siden jeg var 9 år, så jeg var klar til efterløn da det var så vidt.

Min lillebror i pleje hos en tante i Oksenvad og hun kunne ikke fordrage ham. Det var ikke rart for min lillebror, han kunne ikke ligge tør om natten så holdt hun ham under vandpumpen og pumpede koldt vand på ham. Det var direkte ondt. Det gik bedre for min lillesøster som også var der, hun var større og kunne bedre klare sig.

Min søster Tove og jeg gik i Jegerup Skole lige efter krigen. Jeg fik mange lussinger og jeg var så bange for det. Jeg fik mange på hovedet af degnen, lige til min mor var begravet. Så nægtede jeg at gå mere i skole. Det kunne min far jo ikke forstå, jeg skulle jo konfirmeres. Jeg vil ikke op og have flere tæsk sagde jeg. ”Nå men så bliv hjemme, så går jeg i skole for dig i dag” sagde min far og så gik han hen og gav degnen 2 kæberaslere.

Mine skolekammerater har tit fortalt hvor de grinede, da degnen fik nogen på hovedet af min far. Jeg er ret sikker på at degnen også var med i den gruppe den aften. Der var også en mand fra Jegerup, han kom tit og besøgte mig da jeg tjente hos bønderne.

Min far fortalte mig efter min mors begravelse at det var ham der havde skudt den aften, det havde min far fået at vide af én.  Jeg ved ikke om det passede, men han viste mig i hvert fald meget interesse, så han angrede det nok. Det var jo ikke meningen at jeg skulle rammes, det var min far de ville ramme.

Bilen min far havde en flot bil fra sidst i 30’erne en Chevolet, så den var næsten ny. Sort med hvide dæk, rigtig flot, den kørte i Esbjerg for tyskerne med en chauffør. Lastbilen kørte han selv. Efter krigen havde han ingen arbejde.

Da han kom hjem fra Frøslev, så sagde han nu skal vi over til Mads Junker, det var sognerådsformanden og så skal vi have noget hjælp. Han gik over og hentede penge hver uge og hvis ikke de slog til, så gik han igen dagen efter.

”Mine børn kan jo ikke gå i skole hvis de ingen tøj har”. Han gjorde det så vanskeligt for kommunen. Han blev ved lige til lastbilen var betalt, det kan jeg huske han sagde.

Efter krigen sad min far jo 14 mdr. i Frøslev, lastbil og bil blev konfiskeret og huset var solgt til min fars bror for ellers havde de også taget det. Min far sagde at han havde fået 14 mdr. for at ville forsørge sin kone og børn. Men det var jo fordi han havde råbt højt om Hitler.

Det var politi Andersen der kom og hentede min far en dag vi var ude og hak roer lige efter befrielsen og vi løb vrælende hjem.

Om aftenen kom politiet sammen med en modstandsmand og fortalte at de havde anholdt min far, de stod og sigtede på min mor, mens de fortalte det. Min mor kunne ikke gøre en kat fortræd.